Skip til hoved indholdet
    Hjem Hvordan gør vi? Hvordan bruger vi feedback?

Hvordan bruger vi feedback?

Feedback hjælper eleverne med at maksimere deres potentiale og give dem viden om deres styrker, forbedringsområder og læringsstrategier. I undervisningen hjælper feedback os med at forme vores svar på de tre vigtige spørgsmål:

  • Hvad er mit mål?
  • Hvor er jeg nu i forhold til mit mål?
  • Hvad er mit næste skridt?

Hensigten med feedback i skolen er at hjælpe eleven tættere på målet. Vi ønsker, at eleven går fra at være afhængig til selvstændig og dermed gradvist kan overtage mere og mere ansvar for sin egen læreproces.

I Gladsaxe Kommunes skoler arbejder vi med tre forskellige niveauer af feedback: Feedback på selve opgaven, feedback på processen og feedback for at skabe selvregulering.

Når vi giver feedback på opgaven, forholder vi os til nogle specifikke mål. Det kan for eksempel være en opgave, hvor man skulle måle længden på alle siderne i en trekant, men at kun den ene side blev målt. Det kunne også være, at man blev bedt om at tjekke sætning 2, 5 og 9 igen, da de mangler kommaer eller punktummer. 

Feedback på opgaven er god at bruge, når man skal lære noget nyt, og den kan hjælpe med at opbygge ny viden.

Procesorienteret feedback giver en dybere læring og forståelse. Her er det elevens læringsstrategier, der gives feedback på, og det kommer dermed til at handle om elevens tilgang til opgaven.

Selvregulerende feedback skaber refleksion hos eleven. Det ser vi, når eleverne selv kan bekræfte deres mål eller tjekker, om de er på rette spor.

Den selvregulerende feedback kan altså forbedre elevens evne til at evaluere sig selv, give større selvsikkerhed til at fortsætte og hjælpe med at afgøre de næste skridt.

Forældres vejledning, støtte og opmuntring betyder meget for barnets læring.

Her er nogle strategier, du kan lade dig inspirere af:

  • Spørg, hvad dit barn ved om mål og succeskriterier for den stillede opgave
  • Fokuser på dit eget barns udvikling, sammenlign ikke dit barn med andre - er du i tvivl om, hvorvidt dit barn udvikler sig nok, så tag en snak med læreren
  • Stil de tre feedbackspørgsmål om og om igen
  • Gør dit barn opmærksom på en problemstilling, med lad ham eller hende løse udfordringen selv
  • Fokuser på fremskridt frem for emne og støt dit barn i, at det er ok at begå fejl

Skoleafdelingen

Rådhus Allé 7
2860 Søborg

skole@gladsaxe.dk

Åbningstider