Skip til hoved indholdet Søg Søg
    Hjem Hvad gør vi? Nyheder om skole og uddannelse Svømmeundervisningens finale fandt sted på stranden

Svømmeundervisningens finale fandt sted på stranden

Gladsaxe Kommunes samarbejde med foreningen Gladsaxe Svøm bød igen år på en sidste undervisningsgang udover det sædvanlige, da børn og undervisere over en uges tid var rykket fra svømmehallens trygge rammer til bølgerne ved Bellevue Strand.

Svømmeundervisningen for 2. klasserne i Gladsaxes folkeskoler er netop overstået. Igen i år satte den såkaldte Aqua Camp punktum, da eleverne hen over en uge kørte til Bellevue Strand i stedet for svømmehallen for at have den afsluttende undervisning.

Klædt på til sommerens strandbesøg

Konceptet med strandsvømning er udviklet i tæt samarbejde mellem Børne- og Kulturforvaltningen i Gladsaxe Kommune og den lokale forening Gladsaxe Svøm. Det har efterhånden kørt over nogle år, og idéen har fra starten været at indarbejde nogle nye og brugbare elementer i undervisningen, som ruster børnene til turene på stranden, nu hvor sommerferien står for døren.

I modsætning til de trygge rammer i svømmehallen, hvor der er faste sider, vanddybder og ingen strømforhold, så er der langt flere forhold at være bevidst om i naturen. Derfor går turen til Bellevue Strand, hvor svømmeklubben venter med de nødvendige rekvisitter.

- I Danmark, hvor vi er omgivet af vand, så er det vigtigt at få et kendskab til vandet udenfor svømmehallen. Børnene lærer noget om vind, vand og strømforhold og ting, som man skal være opmærksom på, så de har et kendskab til, hvordan de skal begå sig sikkert i åbent vand, fortæller Kim Marquardt, klubchef i Gladsaxe Svøm.

Der deltog i alt 656 børn i årets svømmeundervisning. Sammen med instruktørerne fra Gladsaxe Svøm har de haft en dejlig tid, skønt vejret ved stranden ikke altid har artet sig.

Nyheden er mere end tre måneder gammel. Indholdet kan derfor være forældet.

Skoleafdelingen

Rådhus Allé 7
2860 Søborg

skole@gladsaxe.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback