Skip til hoved indholdet

Hvilken læringsmodel bruger vi?

Nutidens børn og unge vokser op i et samfund, der er i konstant forandring og med en stigende informationsstrøm af kompleks viden og dertilhørende spørgsmål. En udvikling, der stiller store krav til den enkelte i forhold til at tilegne sig ny viden, analysere og forholde sig til de informationer, forandringer og udfordringer, vi møder.

I Gladsaxe Kommunes skoler arbejder vi aktivt med elevernes forståelse af deres egen læreproces, og her benytter vi læringsmodellen SOLO-taksonomien – i daglig tale SOLO.

SOLO er en model for læring, hvor eleven udvikler viden, færdigheder og kompetencer inden for et givent emne fra overfladeforståelse (præstrukturelt, unistrukturelt og multistrukturelt) til dybdeforståelse (relationelt og udvidet abstrakt).

I modellen herunder kan du se en beskrivelse af de forskellige niveauer, illustreret med håndtegn. Modellen viser, hvordan eleven kan bruge SOLO til at dele en opgave op og løse den i overskuelige dele. Samtidig stiger kompleksiteten i det, eleven kan og ved.

© Skoleafdelingen i Gladsaxe Kommune med tilladelse fra Pam Hook/Hook Education Ltd.

Klik her hvis du er lærer eller pædagog og gerne vil vide mere om SOLO.

SOLO giver eleverne et sprog for læring og redskaber til at vurdere, analysere, reflektere og forstå deres egen læringsproces. SOLO giver eleverne svar på de tre centrale spørgsmål om:

  • Hvad er jeg ved at lære, hvor er jeg i min læringsproces og hvad er mit næste skridt?

Samtidig hjælper følgende overvejelser eleven til bedre at forstå og regulere sin egen læreproces: 

  • Hvad er gode spørgsmål, der hjælper mig til at kunne reflektere, overveje og analysere det, jeg er i gang med at lære?
  • Hvilke spørgsmål er gode at stille, hvilke strategier og redskaber er bedst at benytte, og hvilke former for opgaver er gode at bruge?

Læs om "Pitten", en metode, der giver eleverne strategier til at lærer nyt og til at tackle de udfordringer, de støder på undervejs.

Det kan være svært at vide, hvordan man som forælder kan understøtte og spørge ind til sit barns læring. Det er nærliggende og helt naturligt at stille spørgsmålet: ”Hvad har du lavet i dag?”.

Hvis du i stedet ændrer ordet lavet til lært, støtter du dit barn i at reflektere over sin læring, i stedet for at han/hun blot gengiver dagens aktiviteter.

Spørgsmålet ”Hvad har du lært?” kan suppleres med: “Hvad tænker du på baggrund af det?” og ”Hvad får det dig til at undre dig over?”.

Du kan også være opmærksom på dit barns sprog, når han eller hun forklarer, hvad de er i gang med at lære i skolen.

Forklarer dit barn de enkelte dele af emnet hver for sig, som for eksempel:

"Den har fire ben, den er brun og den kan brøle?"

Eller beskriver dit barn sammenhænge eller årsager til, hvorfor genstanden ser ud, som den gør, ved at bruge ord som:

"... så, fordi, derfor, derved?"

Disse ord skaber sammenhæng mellem de enkelte elementer og viser en dybere forståelse af emnet.

Du kan hjælpe dit barn til refleksion ved at stille spørgsmål, for eksempel:

"Ved du hvorfor? Har du ideer til, hvordan det kan være? Kan du beskrive det?"

Med disse uddybende spørgsmål støtter du dit barns læring og giver jer mulighed for interessante samtaler om det at lære.

Skoleafdelingen

Rådhus Allé 7
2860 Søborg

skole@gladsaxe.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback