Skip til hoved indholdet

Læring med teknologi

Den teknologiske udvikling går hurtigt – meget hurtigt. Vi ved ikke præcis, hvilke teknologier der kommer til at være styrende i fremtiden, men vi ved, at vi skal være klar til konstante forandringer.

Omstillingsparathed og evnen til at lære nyt er vigtige kompetencer, som vores børn og unge får brug for, uanset valg af uddannelse og senere arbejde. Uddannelse handler i stigende grad om kreativitet, kritisk tænkning, kommunikation og samarbejde, og om at udnytte potentialet i forskellige teknologier.

Vi skal stadig have faglig viden og færdigheder, men det kan ikke stå alene. I et hurtigt udviklende samfund er det ikke længere nok at have en stor faktuel viden, for den kan man finde på søgemaskiner som Google. Man skal også kunne omsætte sin viden til handling, hvad enten det er en idé, der ”bare” kan søsættes, eller et produkt, der skal udvikles, sættes i produktion og sælges.

For at vores børn og unge kan lære at tilegne sig nye kompetencer, skal de kunne arbejde og lære på nye måder. Når vi inddrager teknologi i skolen, får elever, pædagoger og lærere mulighed for at eksperimentere, samarbejde og problemløse, og de lærer at forholde sig til:

  • Hvordan teknologi virker, og hvordan den påvirker os.
  • Hvilke problemer, der opstår, og hvordan de løses.
  • Hvad teknologi kan bidrage med i læringen, men også hvad den ikke kan bidrage med.
  • Hvilke teknologier, der er velegnede til hvilke projekter.

Gladsaxe styrker elevernes teknologiforståelse

I Gladsaxe Kommunes folkeskoler arbejde vi målrettet på at styrke fremtidens kompetencer og teknologiforståelsen hos vores elever. Vi afprøver løbende forskellige læringsforløb og prøvehandlinger med teknologi på skolerne.

Det er tydeligt, at inddragelse af teknologi i undervisningen motiverer elever og medarbejdere til at eksperimentere og være undersøgende. Teknologierne kan være med til at understøtte kreativitet og innovation, og de giver nye muligheder for produktudvikling og kommunikation.

Erfaringerne viser også, at arbejdet med innovation og problemløsning med teknologi er nyt for de fleste og kræver mere øvelse og erfaring. Derfor uddanner vi i Gladsaxe Kommune vores ledere og medarbejdere til bedre at kunne forstå muligheder og udfordringer ved at inddrage teknologi i læringen.

Vi har blandt andet et tæt samarbejde med Københavns Professionshøjskole om kompetenceudvikling af ledere og pædagogiske medarbejdere. Samarbejdet har allerede ført til flere konkrete undervisningsforløb med teknologi, som løbende bliver afviklet på skolerne.

Disse forløb handler om problemløsning med inddragelse af teknologi, og eleverne prøver kræfter med programmering af Micro;Bits, kodning med Lego WeDo, 3D design og Virtual Reality.

Eksempler på teknologier vi inddrager i skole

  • 3D-print og design: Bruges til at udvikle idéer, producere prototyper, designe ting med mere. 
  • Lego WeDo: Det kendte Lego-univers tilsat programmering. Her kan bygges og skabes nyt gennem leg, kreativitet og samarbejde.
  • Micro;Bits: En mikro-computer med mange sensorer, som kan programmeres til at styre andre ting, for eksempel lamper, små biler eller sensorer.
  • Ozobots: Små robotter, der programmeres ved at tegne farvekoder på papir eller med blokprogrammering på iPad eller computer.
  • Virtual Reality: Rejser ud i verden.

Skoleafdelingen

Rådhus Allé 7
2860 Søborg

skole@gladsaxe.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback