Skip til hoved indholdet

Praksisforsøg på Vadgård Skole

I Vadgård Skoles praksisforsøg undersøger 5. årgang, om et særligt fokus på det fysiske læringsmiljø kan optimere og udvikle arbejdet med Ugeskemarevolutionen, både for elever, pædagoger og lærere. Skolens ønske med praksisforsøget var at klarlægge, om det fysiske læringsmiljø kan have en positiv effekt på elevernes faglige udbytte, bidrage til et inkluderende læringsmiljø og understøtte lærere og pædagogers faglige udvikling og samarbejde.

Læs Vadgård Skoles ansøgning til praksisforsøgsudvalget her

Ugeskemarevolutionen

Ugeskemaet går kort fortalt ud på, at alle de opgaver, eleverne skal lave i løbet af ugen, står i et afkrydsningsskema. Med skemaet er det let for læreren og pædagogen af differentiere undervisningen og dermed tage hensyn til elevernes forskellige behov. Der er altså forskel på, hvilke opgaver eleverne skal løse, og selvom den faglige spredning er stor, bliver alle elever udfordret på deres niveau.

Eleverne vælger selv, i hvilken rækkefølge de løser opgaverne i løbet af ugen. De vælger også selv, hvor de arbejder, og hvem de arbejder sammen med. Der er altså ikke er spørgsmål, om de løser opgaverne, men udelukkende et spørgsmål om i hvilken rækkefølge, de løser dem. 

For at gøre praksisforsøget overskueligt at evaluere, har Vadgård Skole valgt at fokusere særligt på dansk og matematik i rammen af Ugeskemarevolutionen.

Vadgård Skole har en forventning om, at udvikling af de fysiske læringsmiljøer understøtter de individuelle projekter, som eleverne arbejder med i ugeskemaet. Der kan både arbejdes med ler, matematik og såkaldte brainbreaks i samme rum, og det er skolens ambition at imødekomme alle elever og deres forskellige aktiviteter. Praksisforsøget giver mulighed for at afprøve holddelinger og at arbejde på tværs af årgangen i niveauer, køn, aktiviteter og så videre.

Læringsmiljøet er opdelt i zoner, hvor eleverne kan arbejde med forskellige læringsmål på samme tid. Udvikling af zonerne var første fase i forsøget og involverede både børn, pædagoger og lærere samt kreative og kunstneriske konsulenter udefra.

Med de nye læringsmiljøer vil Vadgård Skole gerne give det enkelte barn mulighed for at finde præcis det miljø, som passer til hans eller hendes læringsbehov i forhold til den konkrete opgave. Det kunne for eksempel være en fordybelseszone, et område til fælles samling eller til præsentationer.

I Gladsaxe Kommune arbejder vi ud fra en række stratetiske pejlemærker for udviklingen af fremtidens skole, og i praksisforsøget på Vadgård Skole er følgende pejlemærker i fokus:

  • Børn og unge tilegner sig fremtidens kompetencer
  • Læringsmiljøerne skabes i fællesskab og er fleksible
  • Faglig udvikling og samarbejde mellem pædagogiske medarbejdere i praksis

Ud over de strategiske pejlemærker arbejder Gladsaxe Kommunes skoler ud fra en række pædagogiske pejlemærker, der sætter elevernes læring og trivsel i centrum. Praksisforsøget på Vadgård Skole fokuserer på følgende:

  1. Indhold (hvad skal vi lære?)
  2. Fællesskaber (hvem skal vi lære det sammen med?)
  3. Aktiviteter (hvordan skal vi lære?)
  4. Dele viden (hvordan deler vi det, vi har lært, med andre?)

Skoleafdelingen

Rådhus Allé 7
2860 Søborg

skole@gladsaxe.dk
Få teksten læst op Tilgængelighedserklæring Giv os feedback