Hvordan fremtidssikrer vi læringsmiljøerne?
Fremtidens Skole i Gladsaxe er en skole, hvor alle børn og unge trives, er trygge, hvor de kan udfolde sig og bliver udfordret til at lære. En skole, hvor børn og unge motiveres og bliver nysgerrige på læring i en fleksibel, kreativ og varieret skoledag.
Derfor har Børne- og Undervisningsudvalget afsat 15 mio. kroner til praksisforsøg på skolerne i Gladsaxe Kommune, Praksisforsøgene afvikles hen over tre skoleår, nemlig 2018 - 2021.
Praksisforsøgene bidrager til
- At skabe et moderne og fremtidssikret læringsmiljø på alle skolerne gennem afprøvning af de strategiske pejlemærker og pædagogiske pejlemærker for Fremtidens Skole
- At inddrage børn, unge, forældre og skolernes interessenter i en fælles videreudvikling af skolernes læringsmiljøer, så der kan bygges videre på den nuværende bedste viden
- At kvalitetssikre kommende bygningsmæssige investeringer på skoleområdet
- Et praksisforsøg er en struktureret afprøvning af en antagelse, idé eller hypotese. De erfaringer, forsøget giver, bliver systematisk dokumenteret og indsamlet til brug for hele skolevæsenet i Gladsaxe Kommune.
Alle Gladsaxes skoler skal i løbet af tre skoleår (2018-2021) afvikle et praksisforsøg. Praksisforsøgene giver anledning til at afprøve og eksperimentere med nye former for læringsmiljøer, som alle understøtter arbejdet med de strategiske pejlemærker for Fremtidens skole.
De pædagogiske pejlemærker for indretningen af skolernes læringsmiljøer fokuserer på, hvordan skolernes fysiske læringsmiljøer lever op til de pædagogiske rammer for børn og unges læring.
De pædagogiske pejlemærker sætter elevernes læring og trivsel i centrum. Vores børn og unge skal opleve et sammenhængende, tilgængeligt og åbent læringsmiljø, hvor alle elever kan være en del af fællesskabet.
Konkret betyder det, at hele skolen i højere grad tænkes som ét inkluderende læringsmiljø, hvor der både er plads til elever med behov for ekstra ro og til elever, der lærer bedst ved at bevæge sig - uden at nogen ekskluderes fra fællesskabet. Derfor skal elevernes læring ligge til grund for alle aktiviteter og ændringer i læringsmiljøet.
Herunder kan du læse om de fire pædagogiske pejlemærker, som skal sikre åbne, tilgængelige og motiverende læringsmiljøer på Gladsaxes skoler.
1. Indhold
De fysiske læringsmiljøer skal give børn og unge nem adgang til viden om det, de er i gang med at lære. Traditionelle klasselokaler, gangarealer og udearealer udnyttes til formålet med viden på væggene, udstillingsområder, digitale skærme, let adgang til at arbejde analogt eller digitalt og til lokalområdet.
2. Fællesskaber
De fysiske læringsmiljøer skal sikre børn og unges mulighed for at samarbejde og være en del af små og store fællesskaber. Derfor skal skolens læringsmiljø være sammenhængende og åbent på tværs af årgange og lokaler, så alle faciliteter er tilgængelige for elevernes samarbejde og læring.
3. Aktiviteter
De fysiske læringsmiljøer skal understøtte den enkelte elevs mulighed for at gennemføre varierede og alsidige aktiviteter som en del af læringen. Forskellige aktiviteter, steder og materialer giver forskellige muligheder for læring, og eleverne skal derfor have adgang til en bred vifte af relevante faciliteter på skolen.
4. Dele viden
De fysiske læringsmiljøer skal lægge op til aktiviteter som at lave en præsentation, udstilling eller hjemmeside. Eleverne skal også have let adgang til at formidle, skrive på for eksempel borde, vægge og digitale portaler, der alt sammen motiverer til videndeling og læring.
Praksisforsøg på skolerne
Læs mere om de enkelte praksisforsøg på skolerne: